Fakta om forbundets medlemmer

Nedenfor kan du læse mere om de personalekategorier, der hører under Dansk Jernbaneforbunds overenskomstområder, de korrekte betegnelser samt lidt om deres centrale opgaver.

Lokomotivfører

Det er lokomotivføreren, der fører toget. Lokomotivføreren har ansvaret for den formelle jernbanesikkerhed under fremførelse af toget. Lokomotivføreren har ikke nogen direkte kontakt med passagererne. Ved énmandsbetjente tog, er det lokomotivføreren der menes, når man taler om den éne mand.

Togfører

Det er togføreren, der har ansvaret for passagererne under togturen. Togføreren har kontakten med passagererne. Det er togføreren, der tjekker billetter og det er togføreren der sikrer, at der er taget hånd om passagerernes sikkerhed og tryghed i selve toget. Er der en togfører med det pågældende tog, er det togførerens opgave, sammen med lokomotivføreren at sikre, at procedurer overholdes ved afgang fra stationerne.

Togrevisor & Kundeservicemedarbejder

Disse personalekategorier har ligesom togførerne ansvaret for sikkerheden og trygheden i selve toget, men med den forskel, at de kun udfører stikprøvevis billetkontrol, og derfor ikke er med et givent tog på hele turen. Deres arbejdsopgaver inkluderer derfor ikke afgangsprocedurer.

Metrosteward

Det er metrostewarden, der varetager den stikprøvevise billetkontrol i metrotogene. Tillige er metrostewards, der varetager informations- og tryghedsopgaver i Metroen – både i metrotogene og på stationerne.

Stationsbetjent

Det er stationsbetjenten, der tager sig af klargøringen af togene inden de skal ud at køre. Det er stationsbetjente, der tager sig af perroner og stationsarealer, og det er i mange tilfælde stationsbetjente, der sørger for at flytte rundt på materiellet på rangerterrænet, således at driften kan forløbe flydende.

Banepersonale

Personalekategori, der tager sig af vedligehold og anlæg af skinner og tilhørende installationer.

Elektropersonale

Personalekategori, der tager sig af vedligehold og anlæg af signalsystemer og kørestrømsanlæg samt tilhørende installationer.