OK26: Lokalbanerne

Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...

I går mødtes Dansk Jernbaneforbund med arbejdsgiverne på lokalbaneområdet i KL. Ambitionen var at nå en aftale om fordelingen af de 2 % af den samlede ramme, der er afsat til de såkaldte organisationsforhandlinger.

Meget var på bordet, men da klokken nærmede sig 04 om morgenen, måtte forhandlerne konstatere, at det ikke lykkedes at indgå en samlet aftale. Det betyder, at de 2 % i organisationsmidler i stedet lægges oven i de lønstigninger, der allerede er aftalt.

Derudover betyder OK26, at en række øvrige forbedringer nu bliver til virkelighed for kollegaerne ved lokalbanerne:

  • Den samlede økonomiske ramme er på 9,2 %. Det betyder, at værdien af overenskomsten samlet set svarer til en stigning på 9,2 % over de næste tre år.
  • Ud af de 9,2 % går 6,27 % til generelle lønstigninger. Det betyder, at lønnen stiger direkte med 6,27 % i løbet af de kommende tre år.
  • Der er aftalt bedre vilkår ved barns sygdom, herunder barns 3. sygedag, og at hjemkaldelsesdagen ikke tæller som barns 1. sygedag.
  • Parterne har aftalt en fritvalgsordning, der giver medarbejderen mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed samt en fritvalgsdag for udvalgte personalegrupper og to ekstra seniordage.
  • Der afsættes 2 % af den økonomiske ramme til øget lokal løndannelse på de enkelte arbejdspladser – de såkaldte organisationsmidler, som Dansk Jernbaneforbund skal forhandle med KL om. Disse midler udbetales som en ekstra lønstigning på grundlønnen.

Nu begynder behandlingen af resultatet. Dansk Jernbaneforbunds hovedbestyrelse skal tage stilling til aftalen, inden den sendes til afstemning blandt de berørte medlemmer – ansatte ved lokalbanerne. Er du ansat ved en lokalbane, vil du senere modtage stemmemateriale i din e-Boks.