DSB har flyttet forhandlingerne fra standby til slukket

Print Friendly, PDF & Email

Mandag mødtes vi med DSB i Dansk Industri i et forsøg på at få genstartet forhandlingerne. Efterfølgende mødtes vi med alle områdegrupperne i et forsøg på at nå til enighed om, hvordan vi kunne få forhandlingerne i gang igen. Vi har sendt flere løsningsforslag, men sådan ville DSB det desværre ikke. Det var ganske få forbehold, som ville være uden omkostninger for DSB”, siger forbundsformand Henrik Horup til dagens udmelding fra DSB.

De afsluttede forhandlinger får nogle direkte konsekvenser for de enkelte medlemmer:

Der er ikke længere tillidsfolk i DSB SOV fra mandag den 1. april (og nej, det er ikke en aprilsnar).

Løn for april er DSBs vurdering af, hvordan det fremtidige lønsystem skal se ud.

Det er ikke noget, som Dansk Jernbaneforbund har forhandlet – endsige ved hvordan ser ud!

Henrik Horup siger: ”Det er jo en frygtelig situation at sætte medarbejderne i – og jeg kan slet ikke forstå den brutalitet, der ligger bag, at man med dagen udmelding lægger 100 års historie i graven. Det er en kniv i hjertet”.

Selvom lokalgrupperne og lokalgruppeformændene ikke længere fungerer som tillidsrepræsentanter fra på mandag – eller nyder de rettigheder, pligter og beskyttelse, som følger heraf – så har de lovet at stå forbundet og medlemmerne bi til der forhåbentligt engang kommer en løsning.

De vil samle sager sammen og forberede dem (herunder også brudsager på overenskomsten) og efterfølgende tage dem med i forbundet.

Jeg ved, at de enkelte områdegrupper er ved at forberede medlemsinformationer vedrørende de praktiske forhold, som Poul Gemzøe-Enemark har sendt ud dags dato.

Det drejer sig især om specificering af reglerne – og hvilke regler, som du kan, må og skal arbejde under fra mandag den 1. april 2019.

Fra Dansk Jernbaneforbunds side arbejder vi på hurtigst muligt at finde en løsning. Vi melder ud, når vi har noget konkret.

Der kan dog godt gå nogle dage, inden I hører nærmere fra forbundet. Jeg ved, at I er stolte, fagligt stærke, engagerede og enormt dygtige.

Hold fast i jeres integritet og styrke og lad være med at miste modet. Vi kæmper for en løsning for fair forhold – og til den er i hus, så lad os stå sammen om fremtiden”, afslutter Henrik Horup.