Næstformanden: Vores arbejdsmiljø – også dit ansvar!

Print Friendly, PDF & Email

Preben Steenholdt Pedersen, Næstformand i Dansk Jernbaneforbund og lokomotivinstruktør:

Vi skylder at passe bedre på hinanden. For borgernes sikkerhed og for lokoførernes arbejdsmiljø.

Debatindlæg bragt i A4 Arbejdsmiljø den 24/10-2019

PRØV AT FORESTIL DIG SITUATIONEN: Du bevæger dig med 100 km/t i et tog, der vejer langt over 50 ton. Signalet er grønt – systemet melder frit spor. Pludselig ser du en bil krydse en jernbaneoverkørsel foran dig.

De næste sekunder står tiden stille: Rammer jeg bilen eller når den over? Du er reduceret til en tilskuer i dit eget tog. Nu kan du kun håbe. Du kan umuligt bringe toget til standsning, inden ulykken måske er sket.

Sådan er virkeligheden i førerrummet på et dansk lokomotiv mindst 2-3 gange hver uge. Tit skyldes det ubetænksomhed fra bilister. Man vil hellere spare 30 sekunder end at overholde loven. Men konsekvenserne er voldsomme for kollegaernes psykiske arbejdsmiljø.

Forleden hørte jeg om en ældre herre, der passerede sporet mellem to perroner – med rollator!

Preben Steenholdt Pedersen, lokomotivinstruktør og næstformand i Dansk Jernbaneforbund 

Dansk Jernbaneforbund har bedt analyseinstituttet Voxmeter spørge danske bilister, om de kender færdselslovens krav til færdsel i overkørsler. Resultatet er nedslående: 32 procent af danske bilister kender ikke færdselslovens krav. 50 provent overholder ikke altid færdselslovens krav om at sænke farten, før en overkørsel passeres. Det er særligt mænd, der ikke kan finde ud af det.

Hvis du vil dykke ned i undersøgelsens resultater, så kig/klik HER.

Og det er faktisk gået helt galt flere gange de seneste år. I juli 2019 omkom en norsk familiefar og hans søn i en ulykke i en jernbaneoverkørsel ved Trustrup på Djursland. I sommeren 2018 omkom to personer ved en ulykke i en jernbaneoverkørsel ved Sig i Sydvestjylland.

Bilisterne undervurderer risikoen

Undersøgelsen kommer også med et bud på en forklaring: Der indberettes to-tre nærved-ulykker hver eneste uge til Trafikstyrelsen. Oveni kommer med stor sandsynlighed et mørketal af nærved-hændelser – hændelser lokomotivfører ikke får indberettet. 83 procent af danske bilister tror, at det er langt mere sjældent, at det er tæt på en ulykke. Derfor er vi i Dansk Jernbaneforbund også tilfredse med, at transportminister Benny Engelbrecht har besluttet en kampagne rettet mod bilisters adfærd i overkørsler. Det er desværre stærkt tiltrængt.

Men det handler ikke kun om biler. Bilisternes manglende omtanke er kun en lille del af problemet. Også blandt fodgængere er der en manglende respekt for toget. Folk hopper over sporet for at spare lidt tid. Man går over overgange, selvom klokken er begyndt at bimle, og lysene blinker. Eller man sidder med benene ud over perronkanten. En ny variant er løbehjul langs med perronen, mens der kommer tog.

De næste sekunder står tiden stille: Rammer jeg bilen eller når den over? Du er reduceret til en tilskuer i dit eget tog
Preben Steenholdt Pedersen, lokomotivinstruktør og næstformand i Dansk Jernbaneforbund 

Mange udsætter sig selv for stor fare. Men de giver samtidigt mine kolleger chok, der slider hårdt. Har vi at gøre med kolleger, der faktisk har oplevet en personpåkørsel – og det gør vi i gennemsnit mindst én gang i løbet af vores arbejdsliv – så er chokket ofte krydret med flashback fra tidligere ulykker. Hvert år er der kolleger, der må indstille arbejdslivet alt for tidligt. De er ramt af PTSD og andre kroniske belastningsskader.

ALLE KOLLEGER KAN farverige historier om familiefædre, der krydser sporet med børn på armen eller skubbende en barnevogn. Forleden hørte jeg om en ældre herre, der passerede sporet mellem to perroner – med rollator!

Vi skylder hinanden at passe bedre på. For din egen sikkerhed og for vores arbejdsmiljø.

Vores arbejdsmiljø er også dit ansvar!

Lær dine børn, respekt for toget. Påtal når andre glemmer at tænke sig om. Men det gælder også dig selv: Stop hellere op en gang for ofte end en gang for sjældent. Mine kollegers arbejdsmiljø er vores alles ansvar – også dit!