OK26: Ny fritvalgsordning

Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...

14. april 2026

Ved OK26 er der aftalt en ny fritvalgsordning, som træder i kraft 1. januar 2028. Ordningen skal give den enkelte medarbejder større fleksibilitet i arbejdslivet – både i forhold til løn, pension og frihed.

HUSK: At OK26 alene omhandler kollegaerne ved lokalbanerne, Banedanmark og tjenestemænd i DSB.

Et nyt princip: frihed og penge skilles ad
Det centrale i den nye ordning er, at retten til frihed og pengene bag friheden adskilles. Du har fortsat ret til at holde dine fridage – fx de 5 særlige feriedage – men selve værdien af dagene indsættes på en fritvalgskonto. Når du holder fri, sker det med løntræk, som du så kan vælge at dække via din fritvalgskonto.

Samtidig samles flere elementer i én konto, så du får bedre overblik og flere valgmuligheder.

Hvad kan du vælge?
Fritvalgskontoen giver mulighed for at vælge, hvad pengene skal bruges til. Du kan blandt andet vælge:

  • udbetaling som løn (løbende),
  • ekstra indbetaling til pension,
  • eller opsparing til udbetaling i forbindelse med fridage.

Valget træffes én gang om året og gælder for det følgende kalenderår.


Både “gamle” og “nye” penge i ordningen
Det er vigtigt at understrege, at fritvalgsordningen består af to typer midler:

“Gamle penge”: Midler, som allerede findes i de nuværende ordninger. Det gælder bl.a. værdien af de særlige feriedage, den særlige feriegodtgørelse og seniorbonus. Disse elementer flyttes ind på fritvalgskontoen og bliver en del af den nye model.

“Nye penge”: Ved OK26 er der tilført ekstra midler fra overenskomstens økonomiske ramme. Det betyder, at de samlede indbetalinger til ordningen bliver højere end i dag.

Flere muligheder – og nye rettigheder
Ordningen indeholder også nye frihedsrettigheder. Blandt andet indføres en årlig fritvalgsdag for medarbejdere mellem 41 og 61 år, og der sker en udvidelse af seniordagene.

Samtidig ændres udbetalingen af den særlige feriegodtgørelse, som fremover sker løbende hver måned i stedet for i to årlige rater.

Kort sagt
Den nye fritvalgsordning giver større fleksibilitet og flere valgmuligheder, men kræver også, at man aktivt tager stilling til, hvordan man vil bruge sine midler. En del af pengene er kendte fra i dag, men der er også tilført nye midler, som samlet set forbedrer ordningen.

Læs mere om Fritvalgsordningen HER