Togulykke i Silkeborg: Vi skal sikre overkørslerne

Print Friendly, PDF & Email

– Ikke igen! Det var min første tanke, da jeg hørte om den tragiske ulykke ved Silkeborg i en overkørsel, siger Preben Steenholdt Pedersen, der er næstformand i Dansk Jernbaneforbund

I 2018 omkom 2 personer i Sig ved Varde. 2019 omkom en ung norsk familiefar og hans søn i en tragiske ulykke ved Trustrup på Djursland. Tirsdag var det en ung kvinde, der er blevet dræbt ved Silkeborg.

Folketinget besluttede for 12 år siden, at alle usikrede overkørsler skulle være nedlagt senest i 2018. Arbejdet er blevet voldsomt forsinket og man er fortsat ikke færdig:

– Der kom endelig mere gang i arbejdet efter de forfærdelige ulykker i 2018 og 2019. Men vi er fortsat ikke helt i mål. Det er bare ikke godt nok. Vi skal helt i mål nu, siger Preben Steenholdt Pedersen.

– Det handler ikke kun om bilisternes sikkerhed. Ved hver eneste ulykke er det mine kollegaer i togene, der risikerer at blive slået helt skæve både psykisk og fysisk, siger Preben Steenholdt Pedersen, der selv er lokomotivfører.

– Og så skal vi være bedre til at opdrage på bilisterne – der mangler generelt respekt for toget. Der er brug for kampagner og oplysning. Sidste år gennemførte Rådet for Sikker Trafik en kampagne, der netop skulle højne respekten fra toget. Der er behov for flere tiltag i den retning, siger Preben Steenholdt Pedersen fra Dansk Jernbaneforbund

– Den nuværende transportminister, Benny Engelbreth, har heldigvis været meget lydhør overfor problemet. Jeg håber, at han fortsat vil presse på for at komme problemet helt til livs. Dagens ulykke understreger desværre, at der fortsat er behov for politisk handling, siger Preben Steenholdt Pedersen