På vej mod OK23: Det handler om løn

  • Post category:OK23
Print Friendly, PDF & Email

Temaartikel nummer 5 – bragt i Jernbane Tidende nummer 6

Af Søren Kaj Andersen, Centerleder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS)

Overenskomstforhandlinger handler altid om løn, men det bliver anderledes denne gang. Siden finanskrisen har vi set, at forholdsvis små lønstigninger alligevel gav et ryk opad på reallønnen. Det kunne ske fordi inflationen var lav; til tider faktisk historisk lav. Men nu er det anderledes – helt anderledes. Gennem året er inflationen skudt i vejret på en måde, som vi ikke har set siden 1980’erne. Når vi kigger på forbrugerprisernes udvikling hen over det seneste år ligger stigningen omkring 10 procent. Som vi alle ved, er de store syndere gas, elektricitet osv., men det har sat sig som generelle prisstigninger.

Betyder det så, vi er på vej tilbage til ’fattigfirserne’? Nej, det gør det ikke. Faktisk er vi havnet i en underlig økonomisk situation. Det er jo rigtig nok, at vi alle bliver fattigere, når priserne stiger og lønnen ikke følger med. Vi mister købekraft. Men samtidig har vi rekordhøj beskæftigelse og derfor også en meget lav arbejdsløshed. Man kan sige, at vores alles økonomi ser stærk ud. Nogle kan måske huske, at daværende finansminister Knud Heinesen i 1979 udtalte, at Danmark var på vej ud over afgrundens rand. Der er vi slet ikke i dag. Forleden kom det frem, at vi i løbet af det sidste år har høvlet mere end 100 milliarder af statsgælden. Forklaringen er, at høj beskæftigelse giver øgede skatteindtægter og stærk indtjening hos virksomhederne løfter også statskassen.

Så lang så godt. Hvordan kommer det så til at se ud de næste par år? Det er her, at det begynder at blive svært. Der er klare tegn på, at økonomien topper nu, men hvad kommer der bagefter? Bliver det en ’blød landing’ eller en rigtig økonomisk nedtur? Det er de spørgsmål, som DI og CO-industri tager med ind til forhandlingsbordet, når de i begyndelsen af det nye år skal forsøge at nå frem til en aftale om et gennembrudsforlig på det store industriområde. Det er som bekendt dette forlig, som skal lægge den økonomisk ramme for de øvrige overenskomstfornyelser.

Fronterne er trukket forholdsvis hårdt op. Allerede tidligt på året var CO-industris formand, Claus Jensen, ude og sige, at når de industriansatte kun fik beskedne lønstigninger i de lokale lønforhandlinger, må det være udtryk for, at mindstebetalingssystemet ikke virker. Som bekendt er det i mindstebetalingssystemet kun mindstebetalingssatserne, der bliver reguleret i de centrale forhandlinger. Den egentlige løn skal forhandles ude på virksomhederne. Det så her, at Claus Jensen siger, at sker det ikke med et rimeligt resultat, så må han og næstformand Mads Andersen, 3F’s industrigruppe, kræve pengene ved det centrale bord. For CO-industri handler det således ikke kun om inflationspres, men også om utilfredsstillede lokale lønforhandlinger. Arbejdsgiverne i DI er måske med på, at lønnen skal have et vist løft, men mest af alt vil de fremføre, at fremtiden er usikker og at alle økonomiske prognoser peger nedad.

Normalt går de faglige ledere til forhandlingerne med et krav om at sikre reallønnen og i gode tider endda øge den. Denne gang ser det umuligt ud at sikre reallønnen – i hvert fald på den korte bane.

Men hvad er nok på lønnen, så medlemmerne i fagforeningerne også vil stemme det hjem? Her er der jo særlig svært på transportens normallønsoverenskomster, som for eksempel Jernbaneoverenskomsten, hvor lønnen i vid udstrækning aftales ved det centrale bord. Her er gennemsigtigheden om lønudviklingen stor.

Den høje inflation og usikkerheden om udviklingen i økonomien de kommende par år peger på, at overenskomstperioden bliver kort. Mest sandsynlig er en toårig overenskomst. Samtidig peger det stærke fokus på løn også på, at forhandlingerne bliver overordentlig vanskelige, hvorfor konfliktrisikoen ser større ud end i mange år.