Nu kommer der overvågning i overkørsler

Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...

Nu sker der noget – endelig!

Banedanmark er i disse dage i gang med at etablere midlertidig kameraovervågning i udsatte jernbaneoverkørsler på Sønderborgbanen. Det sker efter længere tids fokus fra Dansk Jernbaneforbund.

Forbundet har gentagne gange rejst kravet om overvågning for at stoppe de bevidste overtrædelser, som udsætter både vores kollegaer og passagerer for alvorlig fare. Vi har holdt møder med transportministeren og Banedanmark. Vores fokus har båret frugt: Nu bliver vores ønske omsat til konkret handling.

I den fælles pressemeddelelse med Banedanmark siger forbundsformand Preben S. Pedersen:

“Dansk Jernbaneforbund har længe ønsket overvågning i udsatte jernbaneoverkørsler, og derfor hilser vi Banedanmarks tiltag meget velkomment. Det er vores forventning, at erfaringerne fra Sønderborgbanen kan bruges på andre udsatte overkørsler i hele Danmark. Overvågning virker i udlandet, så det bør også kunne højne sikkerheden i Danmark.”

At overvågningen nu bliver etableret, er et klart signal om, at vedholdende politisk fokus virker.

Vi forventer, at forsøget bliver første skridt mod en landsdækkende indsats for øget sikkerhed i jernbaneoverkørsler.