(Gammelt kinesisk ordsprog)
Kommentar til dom afsagt den 20. august 2019 i Østre Landsret
Af Ole Husted Andersen, Fdm. Pensionistsektionen
Det ville være synd at sige andet end, at den dom der blev afsagt den 20. august vedrørende retten til fribefordring for pensionerede medarbejdere i Banedanmark desværre ikke overrasker.
Både Banedanmark og DSB blev frikendt, men hvorfor?
Det vil være alt for langtrukkent at gennemgå alle dommens punkter her, men det kan siges ganske kort:
Dommen er et resultat af to store virksomheders fumlende inkompetence og udygtighed i personalehåndtering.
Når hvalerne slås bliver rejerne ædt
DSB og Banedanmark beskylder i et væk hinanden for både det ene og det andet, men sandheden er i korthed: ”Bodelingen”, som den så smukt blev kaldt, var ikke på plads da man satte den i værk.
Jo jo, bygninger og biler og alverdens andet gods og guld var fordelt og klar da det hele blev sat i værk, men medarbejderne havde man glemt.
Hvorfor havde de to virksomheder ikke fra starten aftalt hvordan medarbejderne skulle behandles ved delingen?
Det havde været lige så nemt som at lette r… fra kontorstolen dengang at få aftalt hvordan Banedanmark skulle honorere de (få) frikort og administrationen af dem, de to firmaer imellem.
Det havde været ærligt og reelt og det ville også have været ærligt og reelt at fortælle de medarbejdere som skulle ”flyttes over” hvad prisen ville blive!
Pludselig opstod der skænderi om prisen for et frikort (fiktivt tal) og så brød Helvede løs!
Det er et lærestykke i, at man aldrig må stole blindt på arbejdsgivernes ord og at organisationerne skal med på banen bare der flyttes et eneste komma i medarbejdernes ansættelsesbetingelser.
Prisen for tab at medarbejdernes loyalitet og arbejdsglæde er ikke medregnet – den har kostet mange frikort.
Om dommen skal ankes, må afgøres andetsteds af mere lovkyndige. Vi andre sidder bare tilbage og græmmes!