Hændelse på Storebælt: Alle kollegaer renset

Print Friendly, PDF & Email

Den 13. januar 2021 blev der slået alarm på Storebælt: En vågen lastvognschauffør opdagede, at et godstog kørte på lavbroen med en løs sættevognstrailer. Traileren hældte kraftigt til siden. Toget blev standset i Nyborg, hvor man kunne konstatere, at traileren ganske rigtigt havde revet sig løs. Hændelsen gav uhyggelige mindelser om Storebæltsulykken tilbage i januar 2019.

Havarikommissionen har nu undersøgt hændelsen på Storebælt og kritiserer såvel DB Cargo som Trafikstyrelsen. DB Cargo skulle ikke havde benyttet vogntypen, med den viden som DB Cargo havde om låsens manglende evne til at fastholde trailere. Og Trafikstyrelsen skulle ikke have givet tilladelse til, at DB Cargo måtte køre med vogntypen.

Der er siden indført en række foranstaltninger. Samtidig kommer Havarikommissionen med flere anbefalinger til øget sikkerhed: – Jeg kan med tilfredshed konstatere, at Havarikommissionens kritik bliver taget fuldt og helt til efterretning af de ansvarlige myndigheder og at transportminister Benny Engelbrecht i meget klare vendinger har fastslået, at sikkerheden skal have førsteprioritet, siger DJs næstformand Preben S. Pedersen

Havarikommissionens grundige rapport fastslår samtidigt, at alle kollegaer har handlet 100 % korrekt:
– Havarikommissionen frikender uden tøven alle kollegaer. Alle har fulgt samtlige forskrifter og sikkerhedsprocedurer til punkt og prikke. Det glæder mig, at det hermed er slået helt fast, siger Preben S. Pedersen.

– Nu skal vi videre. Der er brug for mere gods på skinner i Danmark. Med den skærpede sikkerhed bør vi nu kunne komme i gang med at løfte den opgave, slutter Preben S. Pedersen