Dansk Jernbaneforbund sikrer efterbetaling af barselsdagpenge

Print Friendly, PDF & Email

En kollega hos DSB Vedligehold får efterbetalt flere måneders barselsdagpenge efter et længere tovtrækkeri med både DSB og Udbetaling Danmark. Sagen viser, at det betaler sig at have en fagforening, der bider sig fast og forlanger retfærdighed.

En kollega stod tilbage med en lang næse efter sin barselsorlov. Der var gået knas i indberetningerne til Udbetaling Danmark. Det betød, at ansøgningen om barselsdagpenge ikke var korrekt. Aben landede dog i første omgang hos vores kollegaen, der manglede barselsdage for mere end 11 uger og dermed måtte se små 50.000 kroner forsvinde op i det blå.

I første omgang klagede Dansk Jernbaneforbund til Udbetaling Danmark. Men de stod fast på, at der ikke var søgt rettidigt, selvom vores kollega var helt uden skyld i miseren.

Efter en klage til Ankestyrelsen er retfærdigheden dog sket fyldest. Ankestyrelsen slår fast, at vores kollega gentagende gange har gjort alt for at få ansøgningen på plads. Men at DSB desværre har haft rod i datoerne.

Nu har ankestyrelsen så besluttet, at barselsdagpengene skal udbetales. Vi håber, at afgørelsen kan være med til at sikre julestemningen hos den lille familie.