|
Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Dansk Jernbaneforbund har med stor sorg modtaget beskeden om, at lokomotivfører Verner Erik Nielsen er gået bort, 84 år gammel.
Verner havde et langt arbejdsliv ved jernbanen. Han blev ansat i DSB i 1966 og kørte sin sidste tur som lokomotivfører i 2005 efter næsten 40 år på sporene. Undervejs arbejdede han både på S-tog og fjernbanen og var kendt som en dygtig og respekteret kollega.
Ved siden af arbejdet satte Verner et markant aftryk i det faglige fællesskab. I 25 år stod han i spidsen for Lokomotivmændenes Jubilæumsforening, hvor han værnede om traditionerne og sammenholdet.
Mange vil også huske Verner som en sikker og respekteret dirigent på kongresser og generalforsamlinger. Med ro, overblik og autoritet formåede han at lede møderne, så alle kom til orde, og beslutninger blev truffet på et ordentligt grundlag.
Verner var en samlende figur, der tog ansvar og gjorde en forskel for fællesskabet.
Æret være Verners minde.
Lokomotivfører Verner Erik Nielsen bisættes fra Brønshøj Kirke onsdag d. 1. april. kl. 13.30