Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Deltidsansatte, der har arbejdet over, har måske krav på ekstra betaling.
Ansatte på deltid og fuldtid bliver – helt i overensstemmelse med vores gældende overenskomster – honoreret forskelligt for de ekstra timer, som de arbejder. Det kan dog være i strid med EU-regler, viser nye domme fra EU.
Det kan betyde, at mange danske overenskomster er i strid med EU-reglerne. Det skal nu afgøres i en faglig voldgift, der er planlagt til efteråret 2025.
Hvad betyder det for dig? Hvis vi får medhold, kan det betyde, at du har krav på ekstra betaling for de timer, du har arbejdet ud over det aftalte timetal. Men det kræver, at du er eller har været på deltid efter august 2015, og at du har arbejdet timer over, som du efterfølgende har fået udbetalt eller har afspadseret.
Hvis det er tilfældet, bør du registrere dig hos Dansk Jernbaneforbund. Send en mail til dj@djf.dk med dit navn, tjenestested og hvilke år, du har været deltidsansat. Skriv ”Registrering deltid” i emnefeltet på mailen. Du skal senest være registreret den 30. september.
Hvis du ikke registrerer dig, kan det betyde, at du mister dit krav på efterbetaling.
Vi ved ikke, om der skal ske efterbetaling, før sagen er helt afsluttet. Men i givet fald, vil der blive behov for yderligere oplysninger. Det vender vi tilbage om senere, hvis det bliver aktuelt. Ellers er du velkommen til at kontakte os på dj@djf.dk / 3613 2500, hvis du har spørgsmål til dette.