DSB’s førerløse S-tog bør leveres med førerrum

Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...

Ingeniøren har i de seneste dage skrevet om Fremtidens S-tog og de mange problemer, projektet allerede er stødt ind i. Planerne er forsinkede, og prisen er steget med omkring otte mia. kr. – svarende til 14 nye F-35 kampfly.

Dansk Jernbaneforbund har fra starten været kritiske over for projektet og gentagne gange peget på de mange faldgruber. Desværre viser det sig nu, at vores bekymringer ikke var uden grund.

Projektet er ekstremt komplekst: S-banen har 340 km spor og 87 stationer, togene kører op til 120 km/t, og intet andet sted i verden er et så omfattende system gjort fuldautomatisk. Teknologien skal udvikles helt fra bunden – og det er både dyrt og uforudsigeligt.

En væsentlig årsag til ekstraregningen er den omfattende indhegning af skinnerne. Netop dét har vi tidligere advaret om kunne blive nødvendigt. Alligevel fik vi tidligere at vide, at indhegning ikke var realistisk, fordi businesscasen ikke kunne bære det. I dag er det en del af regningen.

Man kan kun frygte, at de førerløse S-tog også vil kræve perrondøre – som vi så med metroen. Det vil fordyre projektet yderligere.

Samtidig er tidsplanen skredet: Første testkørsel er nu udskudt til 2032, og fuldautomatisk drift ventes først i slutningen af 2040.

Dansk Jernbaneforbund har fra begyndelsen påpeget, at de nye S-tog som minimum bør leveres med førerrum. Skrækscenariet er, at systemet ikke fungerer i drift. I så fald risikerer vi, at trafikken i hovedstadsområdet bryder helt sammen – med uoverskuelige samfundsøkonomiske konsekvenser. Det kan vi simpelthen ikke tillade os at gamble med.

Lad os derfor få nye S-tog med førerrum, der kan anvendes med lokomotiv- og S-baneførere, indtil teknologien til fuldautomatisering er moden.

Fakta: Fremtidens S-tog

  • Status & pris
    • Oprindeligt budget: 16–19 mia. kr. (vedtaget 2021)
    • Nyt skøn: mindst 29 mia. kr.
    • Merudgift: ca. 8 mia. kr. (inflationskorr.)
  • Tidsplan
    • Forsinkelse: ca. 3 år
    • Første test uden lokomotivfører: 2032
    • Fuld førerløs drift: slutningen af 2040
  • Omfang
    • 226 nye S-tog
    • Opgradering af CBTC til GoA4 (fuldautomatisering)
    • Indhegning af store dele af strækningen
    • Nyt togværksted i Vinge
  • Risiko/forbehold
    • Ingen tilsvarende fuldautomatisering i samme skala andre steder i verden
    • S-banen: 340 km spor, 87 stationer, 120 km/t – høj kompleksitet
  • Kontrakter
    • CBTC-opgradering: kontrakt indgået
    • Tog og supportsystemer: forventes indgået ultimo 2025 / i 2026

(Kilde: Ingeniøren)