Dansk Jernbaneforbund: Ro på – Vi mangler stadig 95 %

Print Friendly, PDF & Email

PRESSEMEDDELESE

På trods af enighed om teksten til en arbejdstidsaftale for lokomotivførerne hos DSB S-tog, maner Dansk Jernbaneforbund til besindighed:

Vi mangler stadig 95 % af alle udestående, før vi har en aftale – og der støder løbende nye problemer til, siger formand for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup.

Dansk Jernbaneforbund og DSB har i månedsvis forsøgt, at blive enige om nye lokalaftaler i forbindelse med overgangen til den private Jernbaneoverenskomst.

Mandag morgen meddelte DSB, at der var indgået en aftale for lokomotivførerne hos DSB S-tog. Men aftalen er alene et lille komma i en lang fortælling, hvis man spørger Dansk Jernbaneforbund formand, Henrik Horup:

DSB forsøger bevidst, at efterlade det indtryk, at vi stort set er i mål. Det er desværre meget langt fra virkeligheden, siger Henrik Horup, der ikke vil afvise, at DSB’s spin er et forsøg på at tage luften ud af onsdagens hasteforespørgelse i Folketinget om netop DSB konflikten.
Dansk Jernbaneforbund understreger, at der mangler meget og at parterne fortsat står langt fra hinanden på helt afgørende områder:

Der mangler stadig aftaler om arbejdstid for lokomotivførerne på fjern- og regionaltogene. Der mangler aftaler for togpersonalet i DSB og DSB S-tog. Oveni kommer større udfordringer med løn og pension, medarbejderindflydelse, uddannelse og øvrige lokalaftaler. De forhandlinger er end ikke er gået i gang endnu, understreger Henrik Horup.

Dansk Jernbaneforbund peger derudover på, at der nu også er opstået nye problemer i forhold til stationspersonalet i DSB:

Der er ikke umiddelbart udsigt til at tilpasningsforhandlingerne for stationsbetjente i DSB kan ende ud i enighed. DSB og Dansk Industri er ved at løbe fra tidligere aftaler og vi bevæger os i øjeblikket væk fra hinanden. På den måde støder der hele tiden nye problemer til, siger Henrik Horup.

Dansk Jernbaneforbund understeger, at man ikke indgår delaftaler:

Vi har først en aftale med DSB, når der ligger en aftale for alle personalegrupper og på alle områder. Enigheden om arbejdstid for lokomotivførerne på S-tog er positiv. Men vi har kun ryddet en mindre forhindring af vejen. Og Dansk Jernbaneforbund efterlader ingen på perronen, siger Henrik Horup