Storebæltulykken: Kollega dømt for at slette navn under læsseliste – sagen anket

En kollega og tidligere ansat ved DB Cargo er i byretten blevet idømt 20 dages betinget fængsel for at ”forvanske bevis” som det hedder i forbindelse med efterforskningen af den tragiske ulykke på Storebælt. Dommen er øjeblikkeligt anket til landsretten med påstand om frifindelse.

Det er helt afgørende at understrege, at sagen på ingen måder handler om skyld i forbindelse med selve ulykken.  Vores kollega har ingen andel i ulykken overhovedet. Det understreger dommeren også kraftigt i forbindelse med dommen.

Hans brøde består alene i at overstrege et ubetydeligt navn under en læsseliste. Et navn der ikke var relevant for efterforskningen. Selve læsselisten var fuldt intakt, da den blev overdraget til efterforskningen.

Havarikommissionen har allerede i en foreløbig rapport om ulykken slået fast, at fejlen, der førte til ulykken ikke handler om læsningen af godsvognen. Ulykken skete på grund af fejl med den låsemekanisme, som skal holde lasten fast på vognen. Det er denne fejl + voldsomt blæsevejr der efter alt sandsynlighed har forårsaget ulykken – ifølge Havarikommissionen.

Når Havarikommissionen har afleveret sin endelige rapport, skal det afgøres om der er nogen, der kan stilles til ansvar for ulykken. Rapporten er med stor sandsynlighed først klar til næste år og først derefter følger et muligt retsligt efterspil.

Luk menu