Regler for lån af DJ-Feries Feriehuse

Generelt:

Bookingperioden går fra uge 18 i 2018 til uge 17 i 2019. Alle bookinger går fra lørdag til lørdag. Ankomst efter kl. 15:00. Afrejse før kl. 12:00. Bemærk at såfremt der bestilles slutrengøring, er afrejsetidspunktet tidligere. Detaljer fremgår af huspjecen.

Lodtrækning:

Næste lodtrækning vil være for bookingperioden, der går fra uge 18 i 2018 til uge 17 i 2019. Der bliver åbnet op for at ønske til lodtrækningen den 1. december 2017. Såfremt du vil være med i lodtrækningen om en feriebolig, skal dine ønsker være registreret på bookingsiden senest d. 20. februar 2018.

I højsæsonen, hvor der kun må søges 1 uge, er det muligt at få 2 uger, hvis der – mod forventning – skulle være uger, der ikke er booket efter lodtrækningen.

Det er muligt at søge 10 prioriteter i alt. Fx samme hus i 10 forskellige uger, samme uge i 10 forskellige huse eller andre kombinationer, dog højst 10 prioriteter. Er du i tvivl er du velkommen til at kontakte DJ-Ferie.

Pensionistmedlemmer kan deltage på samme vilkår som øvrige medlemmer. Dog ikke i højsæsonen uge 27-32, uge 42 samt uge 7 og 8.

Efter der er trukket lod, vil du få besked på mail, om du har vundet eller ej.

Hvornår foregår lodtrækningen?

Selve lodtrækningen gennemføres onsdag den 21. februar 2018.

Hvad sker der, hvis jeg vinder et hus i lodtrækningen?

Har du vundet i lodtrækningen modtager du en e-mail inkl. lejebeviset. Herefter skal du ind på dj-ferie.bookhus.dk og betale for opholdet. Vundne perioder skal senest betales 3. april 2018. Du betaler ved at gå ind på ’Min side’, under ’Mine bookinger’. Her åbner du bookingen og klikker på ’Betal’. Du vil herefter blive sendt videre til betaling med dankort.

Alle priser er inkl. el.

Såfremt betalingen ikke er DJ-FERIE i hænde senest den 3. april 2018, annulleres kontrakten og din booking uden yderligere varsel.

Hvad sker der, hvis jeg ikke vinder et hus i lodtrækningen?

Så modtager du en e-mail, der informerer dig om, at du har deltaget i lodtrækningen, men desværre ikke har vundet. Du kan så vælge at oprette dig på venteliste. Læs mere om hvordan du gør, på siden under punktet ’Information’ i bookingsystemet.

Hvornår kan jeg booke ledige ferieboliger efter lodtrækningen?

Når lodtrækningen er gennemført, alle deltagere er underrettet om, hvorvidt de har vundet samt systemet er opdateret, åbnes for booking af ledige uger efter ”først til mølle – princippet”.

Der åbnes for booking af ledige uger fra fredag den 23. februar 2018.

Bookning efter lodtrækning:

Efter lodtrækningen er foretaget kan alle ledige ferieboliger bookes frit her på dj-ferie.bookhus.dk.

Bookning af halve uger:

Der tilbydes bookning af feriehuse i 1/2 uger, der ikke er blevet booket på normal vis. Bookning af 1/2 uger sker efter særskilte retningslinjer, som beskrives nedenfor. For ethvert aktuelt ferieår kan bookning af 1/2 uger foretages i perioden fra uge 43 til ugen før påske.

Bookning af 1/2 uger kan tidligst foretages 3 uger før ankomstdatoen.

Prisen på en 1/2 uge er 1.800,- pr. periode pr. hus. Prisen er gældende for alle ferieboliger.

Betalingsbetingelser for halve uger:

Betaling forfalder til betaling straks efter bookning og skal være DJ-FERIE i hænde inden feriens start. Ved manglende betaling annulleres kontrakten uden yderligere varsel.

Betalingsbetingelser for løbende bookninger:

Betaling forfalder inden for 30 dage efter bookningen er foretaget. Ved manglende betaling annulleres kontrakten uden yderligere varsel.

Afbestilling:

Ved annullering af kontrakten op til 2 måneder før feriens start, tilbagebetales det indbetalte beløb med et fradrag på kr. 525,- til dækning af administration og risikotillæg.

Ved annullering fra 2 måneder til feriens start, tilbagebetales det indbetalte beløb med et fradrag på 30 % til dækning af administration og risikotillæg. Du bedes kontakte DJ-Ferie på tlf. 36132510.

DJ-FERIE yder ingen erstatning, såfremt aflysningen eller ændringen skyldes udefra kommende omstændigheder, dvs. force majeure eller force majeure lignende forhold såsom strejke, vind- eller vejrforhold, herunder forsinkelser som følge heraf, naturkatastrofer, epidemier og lignende.

Værd at vide:

Du vil, ca. 8 dage før ferien begynder, modtage dørkode / nøgler samt en folder med yderligere oplysninger om huset, faciliteter mv.

Misligholdelse, herunder manglende rengøring efter opholdet, kan - ud over krav om betaling for de påførte gener – medføre, at du udelukkes fra at kunne booke ferieboliger fremover.

Af kontrakten og kataloget fremgår det højeste antal personer, der må overnatte i huset eller lejligheden. En overtrædelse af reglerne vil medføre ekstrabetaling i henhold til kontrakten.

Overtrædelse af reglerne kan medføre, at du udelukkes fra at kunne booke ferieboliger fremover.

HUSK at det er dit ansvar at sikre, at DJ-Ferie har de korrekte oplysninger. Log ind på hjemmesiden under ´Min side – Mine stamdata´ og kontrollér, at du står noteret med den rigtige e-mail, postadresse og telefonnummer.