4. jun 2019

Fælles udmelding fra DSB/Dansk Jernbaneforbund: Infomationsflowet de kommende dage

DSB og Dansk Jernbaneforbund blev den 29. maj 2019 enige om et aftalesæt for lokomotiv- og togpersonale samt en overgangsaftale for stationsbetjentene i DSB SOV.
 
Både DSB og Dansk Jernbaneforbund vil i den kommende tid informere meget mere om, hvilken betydning det nye aftalesæt har for dig, herunder hvornår de enkelte elementer implementeres.

DSB orienterer alle relevante ledere om indholdet af aftalerne. Dansk Jernbaneforbund samler torsdag områdegruppe- og lokalformænd (DSB) og gennemgår her aftalernes detaljer.

Lokalaftalerne og tilpasningsprotokollater skal gennemgås redaktionelt og formelt underskrives, før de kan offentliggøres. Dette forventer vi sker ved udgangen af indeværende uge.

Herefter offentliggør DSB og Dansk Jernbaneforbund aftalerne og såvel din lokale leder, din tillidsrepræsentant og HR Forhandling- & Personalejura vil stå til rådighed for eventuelle spørgsmål.

Vi ser frem til et konstruktivt og loyalt samarbejde.

DSB og Dansk Jernbaneforbund