Af Henrik Horup, forbundsformand Dansk Jernbaneforbund.
Sæt nogle minutter af, hæld en kop kaffe op, find en stol og læs disse fakta. For de kan ikke skrives på få linjer. (Det skal jeg beklage)
Dansk Jernbaneforbund, medlemmerne og DSB er i en større konflikt. En konflikt, der har trukket en del overskrifter, en konflikt, der handler om noget principielt med et stort tema; men ikke mindst og vigtigst – DSB-ansattes vilkår i DSB under mottoet ”Fair forhold”.
”Fair forhold”-kampagnen, der er et symbol på konflikten i DSB, har afstedkommet en enorm støtte og opbakning fra den øvrige fagbevægelse En støtte, der har været – og stadig ER – uvurderlig i den kamp, der på ingen måde er afsluttet trods fredagens tiltag.
Støtteerklæringerne er væltet ind i én lang række, aktionsgrupper og fagforeninger har demonstreret og vist et kæmpe sammenhold men selvfølgelig ikke mindst givet forbundet og medlemmerne gejsten og viljen til en utrættelig kamp.
Jeg er overbevist om, at denne støtte ikke forsvinder. Aktionsgrupperne og fagforeningerne kender mere end nogen, de kræfter man er oppe imod, når hele systemet står op bag arbejdsgiverne. Og de kender også godt spillets regler, de arbejdsretslige regler, forhandlingsprocessen og ikke mindst det faktum, at medlemmernes fagforbund er midtpunkt i hele kampen og at fagforbundet er midtpunkt i at få løst konflikten. Der er ikke andre, der kan forhandle eller underskrive aftaler. Vi er overenskomstpart og det faktum kræver, at man dag efter dag står overfor nye udfordringer og overvejelser.
Er man overenskomstpart, siger det sig selv, at der også står en modpart overfor en. I denne kamp er det blot et faktum, at Dansk Jernbaneforbund er oppe imod flere parter på den anden side af bordet.
Dansk Jernbaneforbund har erfaret, at denne konflikt trækker tråde langt ind i det politiske system.
Transportministeren har offentligt bakket DSB op og nok ikke overraskende med ultraliberale holdninger meldt ud, at Dansk Jernbaneforbund selv er i gang med at save grenen over. Var det blot transportministeren, der med vanlig arrogance og tåbelige bemærkninger gav udtryk for sine rabiate politiske holdninger, ville vi blot trække på skuldrene.
Men langt størsteparten af de politiske partier har gennem en bemærkelsesværdig tavshed blåstemplet DSB’s brutale adfærd.
Jeg skal dog ikke undlade at rose Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne for – med velrettet skarp retorik – at tage kraftigt afstand fra DSB’s adfærd. Det må give stof til eftertanke med blikket rettet mod det kommende folketingsvalg.
Men kære politikere… I må mere på banen …. retorik gør det ikke alene. Politisk pres og mere politisk pres…
Det giver modparten blod på tanden, når beslutningstagerne i dette land bakker op om en helt uacceptabel tilgang til den danske model, ytringsfrihed og ikke mindst mennesker. Nemlig de ansatte, der hver dag skal leve med beslutninger truffet af en ledelse, der på ingen har forståelse for, at drivkraften i en virksomhed ligger hos medarbejderne.
At vejen til succes skabes gennem tilfredse medarbejdere.
Som jeg hørte en kendt filosof udtale for nylig; ” Hvis du ikke kan lide dine medarbejdere, hvorfor fyrer du dem så ikke”.
Og det er måske i virkeligheden også hvad DSB’s direktør har i sin strategiske sorte bog. Vi ved, at han intet problem har med – gennem aggressive tiltag og trusler – at sikre sig, at al modstand bliver bragt til ophør. Det så vi SAS og nu er turen åbenbart kommet til DSB.
De seneste uger har klart vist, at devisen er: ”Arbejd, hold Jeres kæft eller forsvind fra virksomheden”
Nu vil det skarpe medlem jo selvfølgelig spørge sig selv, om Dansk Jernbaneforbund så har accepteret denne tilgang med fredagens udmelding om ”at begrave stridsøksen”. Har Jeres fagforening lagt sig på ryggen og nu lader sig klø på maven. NEJ – på ingen måde.
”Begrave stridsøksen” er måske i virkeligheden ikke det korrekte billede af, hvad der sker. Dansk Jernbaneforbund og DSB har stået i snart et år og gravet hver deres hul dybere.
Hvad er der så billedligt sket fredag. Dansk Jernbaneforbund har lagt skovlen til side, stoppet med at grave for en stund, mens DSB stadig graver. Dansk Jernbaneforbund er af den opfattelse, at hvis vi uden ophold fortsætter med at grave os dybere ned, ja så er der ingen vej op af hullet.
Men kunne man så ikke sige, at DSB også er stoppet med at grave. Det vidner de nyligt igangsatte turvalg og ferievalg desværre ikke om. DSB har blæst vores dygtige tillidsrepræsentanter og turrepræsentanter af banen, fjernet dem fra al medarbejderindflydelse og i en rus af lovprisning af egne evner meddelt, at DSB er meget bedre og dygtigere til at styre og planlægge medarbejdernes arbejdstider og ture, end medarbejderne selv.
Om de får ret, må tiden jo vise. Jeg tvivler. Desværre strømmer negative meldinger om disse forhold ind i øjeblikket. Dansk Jernbaneforbund holder nøje øje med alle tiltag og kan kun opfordre alle medlemmer til, at når fejlene opdages, så meldes de ind til Dansk Jernbaneforbund via tillidsmandssystemet.
Og uagtet begravede økser eller ej, vil enhver overtrædelse af lovgivning og overenskomst blive ført fagretligt. Uden ophold.
Men vi formoder selvfølgelig også, at DSB tager det fulde ansvar for de kaotiske tilstande og den dybe frustration og utilfredshed, der kan komme til at herske.
Hvorfor så begrave stridsøksen. Det billede er blot et symbol på, at Dansk Jernbaneforbund er nødsaget til at tage ansvar og søge konflikten løst. DSB gør det ikke.
Adskillige faglige møder har præget den seneste måned og DSB har på ingen måde søgt at få skabt ro – snarere tværtimod. Man har fortsat sin aggressive tilgang til Dansk Jernbaneforbund og medarbejderne og med brutalitet indirekte truet medarbejdere til tavshed, meddelt at der er en retssag på vej mod Dansk Jernbaneforbund for gennem deres kommunikation at opildne til konflikt.
Direktøren har sendt usmagelige mails ud og DSB har med truende adfærd og utilbørlig optræden uden forklaring inddraget medarbejderes adgangskort i forbindelse med faglige møder.
En helt almindelig praktisk foranstaltning, siger DSB. Så almindelig en foranstaltning at selv advokaterne i LO aldrig har set den slags tiltag. Og med en forklaring, der siger alt om DSB. ”Vi blev nødt til at inddrage kortene, da vi bad dem om at forlade virksomheden ellers havde de bare fundet andre indgange og var kommet ind igen”
Tror de f.. f….. vi er børn på folkeskolens 1 klasses niveau, som kravlede ind af vinduerne, når læreren sendte os i gården.
Denne unødvendige optrapning har LO og Dansk Jernbaneforbund valgt retsligt at forfølge med påstand om overenskomststridig lockout
Men fakta er, at efter adskillige faglige møder eller som Arbejdsretten kalder det – overenskomststridige arbejdsnedlæggelser – er vi nået dertil, at Dansk Arbejdsgiverforening og DSB truede med næste skridt i den fagretlige proces. Bortvisning af medarbejdere og krav om (læs tvang) at Dansk Jernbaneforbund skulle ekskludere medlemmer, der deltager i yderligere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Ganske alvorlige arbejdsretslige forhold som Dansk Jernbaneforbund ikke har interesse i at udfordre men ej heller uden voldsom modstand ville acceptere.
Men Dansk Jernbaneforbund har fulgt spillereglerne og har givet alle de pålæg, vi skulle. Konflikter skal ikke løses gennem overenskomststridige tiltag.
Når Dansk Jernbaneforbund nu har sagt ja til at give hele situationen en chance mere, er dette ikke sket i et anfald af håbløs naivitet. Nej.
DSB har anmodet om et møde med Dansk Jernbaneforbund, som vi har accepteret med henblik på, at finde ud af om der overhovedet kan findes en løsning. En løsning, der kan skabe ”fair forhold” i DSB. Vi har dog meddelt, at vi ikke agter at skulle trækkes igennem et langvarigt forløb uden resultat. Derfor har vi meddelt, at der skal være en afklaring inden jul.
Med andre ord….DSB må lægge noget på bordet NU … ellers er løbet kørt.
Kære medlemmer.
Dansk Jernbaneforbund er oppe imod det politiske system, Dansk Industris markant ændrede adfærd og en DSB direktion, der ønsker den ene forringelse efter den anden af Jeres vilkår. Dansk Jernbaneforbund kan måske i Jeres indre billede fremstå som opgivende eller i vores tilgang til situationen ligne en forening, der lader sig trække rundt.
Men jeg kan love Jer, at vi ikke giver op, at vi ikke lægger os ned eller lader os true til ringere vilkår for Jer. Vi kæmper Jeres kamp og vi gør det sammen med Jer og vores gode venner i fagbevægelsen og flere kommer til.
Vi vil løse konflikten, vi vil skabe rammerne for at Jeres arbejdsliv bliver humant og det kan sikre, at Jeres familieliv ikke skal lide skade. Forhold som DSB desværre ikke har med i deres strategi.
Skal konflikten løses, skal DSB stoppe deres adfærd, indgå i reelle forhandlinger og lægge noget på bordet, der kan løse konflikten.
DSB har bolden nu og vi vil spille med så længe kampen er fair. Ellers må give dem det røde kort.
Nu er det op til DSB.
Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at dette opslag kan afstedkomme endnu en retssag; Men jeg kan meddele, at den kamp tager vi også gerne.
Julemåneden er startet og ønskelisten ligger på bordet. Hvad pakkerne kommer til at indeholde er nu op til DSB?
Vigtigst er det, at vi er sammen. SAMMEN OM FREMTIDEN for ”Fair forhold”.
Ovenpå disse mange ord … rigtig god weekend.
Henrik Horup