Betingelser for optagelse som medlem

Uddrag af forbundsloven:

Medlemskab

Som medlem af forbundet kan optages medarbejdere ansat ved offentlige og private bane- og transportselskaber.

Forbundets varetager ikke medlemmers interesser i sager, der er opstået før optagelsestidspunktet, ligesom der ikke ydes bistand til medlemmer i kontingentrestance.

Ingen kan optages som medlem, hvis de er i kontingentrestance, i konflikt eller udelukket fra deres tidligere organisation.

Konstateres et sådant forhold efter optagelsen som medlem, kan forbundet fastsætte en tidsfrist for afviklingen af forholdet og derefter eventuelt afbryde medlemskabet. Afbrydes medlemskabet, kan medlemmet ikke gøre krav på tilbagebetaling af kontingent eller have andre retslige krav på forbundet.

Medlemmer som afskediges uden pension eller med rådighedsløn kan forblive som medlem, indtil de har opnået beskæftigelse og kan overføres til en anden faglig organisation.
Medlemskabet opretholdes såfremt kontingentet indbetales direkte til forbundet. Ved overgang til en stilling, der ikke hører under forbundets forhandlingsområde, ophører medlemskabet.

Medlemmerne er forpligtiget til at overholde de love og bestemmelser, som gives af forbundets lovgivende forsamlinger samt de aftaler, som forbundet, sektionen, områdegruppen og lokalgruppen er part i.

Medlemskab af forbundet kan bringes til ophør med 6 måneders varsel. Anmodningen fremsendes skriftligt gennem områdegruppen til forbundet.

Kontingent

Medlemskontingentet udgør et beløb, der til enhver tid svarer til 2,3% af skalatrin 14, laveste sats, afrundet op til et helt kronebeløb.

Ved indmeldelse efter ansættelse inden for et af forbundets overenskomstområder, betales et indskud, der udgør et beløb svarende til kontingentet for den tid, der er forløbet fra ansættelse til indmeldelse.

Medlemmer, der er udmeldt som medlem af forbundet og fortsat virker i en stilling hørende under forbundets overenskomstområde, kan kun genoptages som medlem med hovedbestyrelsens godkendelse. Ved genoptagelse som medlem opkræves et indskud svarende til medlemskontingentet for den udmeldte periode. Hovedbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde fastsætte indskuddets størrelse og betingelserne for genindmeldelse.

Indskuddet kan, efter hovedbestyrelsens godkendelse, afvikles med månedlige rater af samme størrelse som kontingentet (dobbelt kontingent) og indbetales på samme måde. Når det fastsatte indskud er fuldt betalt, har medlemmet rettigheder og pligter fra tidspunktet for den oprindelige medlemsdato.

--------------------------------

A-kasse

Dansk Jernbaneforbund anbefaler alle medlemmer at søge optagelse i arbejdsløshedskassen Min A-Kasse, som er en tværfaglig A-kasse for alle lønmodtagere uanset uddannelse og erhverv. Kontingent til Dansk Jernbaneforbund inkluderer ikke A-kasse medlemskab.

Er du ikke medlem af en A-kasse i forvejen, kan du optages ved at indsende en optagelsesblanket til Min A-Kasse.

Er du i forvejen medlem af en anden A-kasse, kan du overflyttes til Min A-Kasse. Det gøres ved at sende en overflytningsblanket til Min A-Kasse, så sker resten automatisk.

Du kan læse mere om at blive medlem på www.min-a-kasse.dk, hvor du også kan udfylde indmeldelsesblanket eller overførselsblanket. For alle spørgsmål vedr. A-kasse henviser vi til Min A-Kasse. Find aktuelle kontaktoplysninger på www.min-a-kasse.dk