DSB i Dansk Industri – Nyhedsbrev #4

Endnu en uge er gået og man kunne have håbet, at Nyhedsbrev nr. 4 kunne indeholde en positiv udvikling; men desværre må vi erkende, at DSB fortsætter deres angreb på Dansk Jernbaneforbund og vores medlemmer.
Der kan ikke herske den mindste tvivl om, at DSB ønsker en konflikt med sine medarbejdere flot sekunderet af Dansk Industri.
Angrebene fortsætter.
Dansk Jernbaneforbund har adskillige gange i medierne og overfor såvel Dansk Industri som DSB opfordret til, at der holdes ”borgfred”; således at forhandlingerne kunne genoptages; men det er nu tydeligt for enhver, at dette ønsker hverken Dansk Industri eller DSB.
Intet…..absolut intet holder op –angrebene fortsætter konstant og Dansk Jernbaneforbund beklager, at dette er modpartens strategi. Man ønsker konflikten og den er Dansk Jernbaneforbund nødsaget til at bekæmpe.
På denne baggrund er forhandlingerne fortsat indstillet.
Salg i tog.
I denne uge har DSB’s underdirektør Poul Gemzøe-Enemark meddelt, at nu ønsker man, at Kort & Godt- medarbejdere (HK-ansatte) skal foretage salg af virksomhedens produkter i togene på landsplan. Dette igen helt udenom forudgående drøftelse med Dansk Jernbaneforbund som overenskomstpart. Dansk Jernbaneforbund har drøftet dette med HK Trafik & Jernbane og vi takker formanden for den klare udmelding om, at dette sorterer under Dansk Jernbaneforbunds dækningsområde.
Utidig indblanding.
Dansk Jernbaneforbund er ligeledes blevet bekendt med, at bestyrelsesformand Peter Schütze og direktør Flemming Jensen afholder interne møder med tillidsrepræsentanter i DSB frem for at drøfte forholdene med Dansk Jernbaneforbunds ledelse. Bestyrelsesformanden viser således, at man ikke ønsker dialogen på rette niveau. Det er helt uhørt, at en bestyrelsesformand inddrager sig selv på dette niveau.
At såvel bestyrelsesformand som direktør på disse møder ydermere overfor tillidsrepræsentanterne forsøger at skabe billedet af, at det er Dansk Jernbaneforbunds ledelse, der er årsag til konflikterne, tangerer klart organisations-fjendtlig handling.
Som endnu et eksempel på dette forsøger man samtidig at få vores tillidsrepræsentanter til at forhandle videre udenom Dansk Jernbaneforbund.
Dette med bestyrelsesformandens billigelse.
Dette arbejder forbundet nu videre med.
Signalkommission.
Som skrevet i flere informationer har DSB nu valgt, at Signalkommissions-arbejdet ikke skal ske via faglige eksperter udpeget af Dansk Jernbaneforbund; men at DSB nu selv vil udpege disse repræsentanter. Dansk Jernbaneforbund har derfor opfordret vores medlemmer til ikke at indgå i Signalkommissions-arbejdet som virksomheds-repræsentanter og dermed blive ”gidsler” i sikkerhedsarbejdet.
Det skriger til himlen, at Flemming Jensen ikke kan se et problem i dette overhovedet, uagtet at det fremgår af SODB 5.7.4.1 (Krævede deltagere) at det er Dansk Jernbaneforbund, der udpeger.
For yderligere information i denne sag henvises til de udsendte medlemsinformationer i uge 12, samt opslag på Facebook i samme uge.
Fagretlige sager.
Afslutningsvist kan vi konstatere, at mange medlemmer spørger til hvilke sager der rejses og vi kan ikke give en detaljeret orientering offentligt; men orientere om, at sagerne omhandler fortolkning og brud på Jernbaneoverenskomsten, herunder bl.a. arbejdstidsregler, dækningsområde, helbredskontrol, tildeling af tillæg, ansættelsesforhold og…..ja vi kunne blive ved.
Møde med FH.
Dansk Jernbaneforbund har i denne uge afholdt møde med FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og drøftet det massive omfang af fagretlige sager i DSB og aftalt, hvorledes processen for førelsen af sagerne skal tilrettelægges.
Dansk Jernbaneforbund glæder sig over FH’s konstruktive bidrag til den videre proces.
Møde i Dansk Industri.
Mandag d. 25.03.2019 er Dansk Jernbaneforbund indkaldt til møde i Dansk Industri med en dagsorden, der hedder ”Drøftelse af forholdene i DSB SOV”.
Dansk Jernbaneforbund deltager selvfølgelig i et møde indkaldt af Dansk Industri; men man kan med rette spørge sig selv, hvorfor Dansk Industri overhovedet indkalder. Dansk Jernbaneforbund har dog en klar forventning om, at mødet afholdes uden repræsentanter fra DSB.
I modsat fald giver mødet ikke mening.
Dansk Jernbaneforbund vil komme med en udtalelse efter mødet.
Kære medlemmer
Hold nu fanen højt og stå sammen. Støt hinanden. Vi ved det tager på kræfterne.
Vi kæmper sammen mod ”vanviddet” i DSB.
Kun sådan får vi ”fair forhold”.

Luk menu