Fortsat lang vej til enighed mellem Dansk Jernbaneforbund og DSB

Pressemeddelelse: Fortsat lang vej til enighed mellem Dansk Jernbaneforbund og DSB

Dansk Jernbaneforbund og DSB er i dag blevet enige om præmisserne for at fortsætte de vanskelige forhandlinger om overgangen til den private jernbaneoverenskomst.

Der er fortsat meget lang vej i mål. I de kommende uger venter mange intense timer ved forhandlingsbordene. Der er en række konkrete forringelser, der skal tages af bordet ellers når vi ikke en aftale, siger formand for Dansk Jernbaneforbund Henrik Horup i en kommentar.

I den kommende tid skal der forhandles:

– Løn og pension
– Medarbejderindflydelse
– Arbejdstidsregler
– Øvrige lokalaftaler

Det er afgørende at understrege, at Dansk Jernbaneforbund ikke indgår delaftaler. Dermed er der ingen aftale, før alle områder er forhandlet helt på plads og der samlet set er skabt fair forhold i DSB for medarbejderne, siger Henrik Horup

DSB forlod den 31. oktober forhandlingerne med Dansk Jernbaneforbund og opsagde samtlige tillidsrepræsentanters hverv den 1. november. DSB har nu annulleret opsigelserne og der er opnået enighed om at nuværende tillidsrepræsentanter fortsætter under de kommende forhandlinger.
 

BAGGRUND
DSB meldte sig i december 2017 ind i DI. I den forbindelse overgår DSB til Jernbaneoverenskomsten (den private overenskomst mellem Dansk Jernbaneforbund og DI).

Stridens kerne er de over 100 lokalaftaler og ”kutymer”, som DSB har opsagt i den forbindelse. Overenskomsten er alene en rammeaftale. Lokalaftalerne fylder rammen ud. Lokalaftalerne er forhandlet på plads over mange årtier, og regulerer alle tænkelige forhold: løn, arbejdstid, medarbejderindflydelse og meget mere. 

HVAD FORHANDLES DER OM?

Medarbejdernes indflydelse på planlægningen
Tog- og lokomotivførere arbejder i rul – på alle tider af døgnet og på alle årets 365 dage.  Derfor har medarbejderne tidligere deltaget i planlægningen af arbejdet. Tillidsrepræsentanter har deltaget i turopbygning, tjenesteplanlægning ferieplanlægning osv., som det også kendes fra andre jernbanevirksomheder i Danmark. Samarbejdet har sikret en optimal drift, et godt arbejdsmiljø og en sammenhæng mellem medarbejdernes familie- og arbejdsliv.

DSB ønsker ikke samarbejdet længere, men ønsker at planlægningen alene skal være en ledelsesopgave fremover.

Arbejdstid
DSB har også foreslået en række forringelser af de nuværende arbejdstidsregler.
DSB ønsker f.eks. at indføre såkaldte ”skubbeweekender” for lokomotivførere. En skubbeweekend giver ledelsen mulighed for at ”skubbe” en medarbejders friweekend, så den placeres fredag-lørdag eller søndag-mandag.

Også et ønske om mere planlægning med såkaldte ”tidslommer” har skabt uenighed. DSB ønsker at planlægge med ”tidslommer” af op til 11 ½ times varighed, hvor den endelige arbejdstid først meddeles til medarbejderen 5 døgn før arbejdets begyndelse.

Oveni er der uenigheder om en række forringelser på ferie- og fridagsområdet.

TIDSLINJE
14. december 2017: DSB melder sig ind DI og meddeler, at man overgår til Jernbaneoverenskomsten, samt opsiger alle gældende lokalaftaler og kutymer.
28. september: Arbejdsretten fastslår, at DSB overgang til Jernbaneoverenskomsten er lovlig. Overgangen kræver ikke en såkaldt ”frigørelseskonflikt”, som giver parterne mulighed for at etablere lovlig strejke/lockout.
Dansk Jernbaneforbund og DSB optager forhandlinger om vilkårene under Jernbaneoverenskomsten – altså nye lokalaftaler.
31. oktober: DSB afbryder forhandlingerne om nye arbejdstids- og TR-aftaler.
1. november: DSB overgår til Jernbaneoverenskomsten på alle områder – dog undtaget løn og arbejdstid.
1. november: DSB opsiger alle tillidsrepræsentanters hverv.
5. november: Lokomotivførerne på S-banen nedlægger arbejdet og går til fagligt møde om situationen.
8. november: DSB inviterer til nye forhandlinger om en arbejdstids- og TR-aftale.
12.november: Forhandlingerne genoptages kl. 10.00.
15. november: Præmisserne for de videre forhandlinger aftales. DSB opgiver deres opsigelse af tillidsrepræsentanterne
3. februar 2019: DSB skal overgå fuldt til Jernbaneoverenskomsten.

Luk menu