Resultatløn under barsel, fædreorlov mv.
Dansk Jernbaneforbund har forespurgt DSB, hvorvidt de agter at udbetale resultatløn til medarbejdere, der er fraværende på grund af barselsorlov.
DSB har bekræftet, at de vil udbetale resultatløn ved barselsorlov. Det gælder også ved fædreorlov, adoptionsorlov og graviditetsbetinget sygdom. Udbetaling af resultatløn vil kun gælde for den del af fraværsperioden, hvor DSB yder fuld løn.
Opgørelsen af resultatløn under fravær på grund af enten barselsorlov mv. eller graviditetsbetinget sygdom vil bero på en konkret vurdering.
Hvad er en konkret vurdering?
Fravær på grund af barselsorlov mv. eller graviditetsbetinget sygdom er beskyttet af ligebehandlingsloven. Det betyder, at man i en opgørelse af resultatlønnen ikke må medtage fravær af ovennævnte årsager. Dog er man heller ikke stillet bedre end andre.
Derfor skal hvert enkelt tilfælde bero på en konkret vurdering.
Kan de dokumenteres, at man ikke ville have optjent resultatløn i den periode, hvor man er fraværende på grund af barselsorlov mv. eller graviditetsbetinget sygdom, har man heller ikke ret til at få udbetalt resultatløn.
Er det derimod sandsynligt at man ville have optjent resultatløn i fraværsperioden, har man også krav på at få udbetalt resultatløn.
Publiceret: 25-NOV-09
Udskriftsvenlig version: