Det er muligt at indføre eenmandsbetjening på strækningen Fredericia - Århus - Fredericia, som er gennemgået af Signalkommissionen. Der er udsendt ny TIB vest, som i forhold til eenmandsbetjening på strækning 23 beskriver, hvor der skal standses for at kunne opretholde oversigtsforholdene. Accept til eenmandsbetjening på strækningen er beskrevet i SIN DSB, instruks 4.3.
Forholdene omkring eenmandsbetjening, Lokomotivførerens ansvar i forbindelse med afgangsprocedure er beskrevet i SIN DSB, instruks 4.3.
Dansk Jernbaneforbund har principielt ikke indvendinger mod systemet med eenmandsbetjening, men ønsker kun at medvirke, hvis en række betingelser er opfyldt.
Dansk Jernbaneforbund:
- Udtrykte bekymring over to forskellige afgangsprocedurer på IC3 på samme strækning og
- ønsker
- At personalet har adgang til opvarmede lokaler med toilet og håndvask
- At togmedarbejderne følges 2 og 2, når de foretager stikprøvevis billetkontrol
- At der udarbejdes en egentlig businesscase på de opnåede besparelser herunder følgeomkostninger og
- Endelig at der inden iværksættelse af eenmandsbetjening indgås en egentlig aftale om forholdet
Forbundet henledte endvidere opmærksomheden på problemer med standsningsmærket i Horsens, idet kunderne skal gå meget langt for at komme med toget. DSB følger op på dette problem, og vurderer om der skal monteres yderligere en skærm.
Parterne ønsker evaluering af eenmandsbetjening på strækningen Fredericia - Århus - Fredericia, om 3 -, 6 - hhv. 12 måneder med henblik på en drøftelse af spørgsmålet om eenmandsbetjening.
For så vidt angår bemandingen ved stikprøvevis billetkontrol er DSB enig i, at alle ture på strækningen Fredericia - Århus - Fredericia udsættes med 2 m/k sammen. Dog kan togføreren vælge at køre alene ved kollegas forfald indtil kl. 19.00, men kan ikke tvinges til dette. Efter kl. 19.00 køres ikke alene.
Der er enighed om, at en aftale om ovennævnte ikke ændrer på arbejdsfordelingen mellem stationspersonalet og togpersonalet med hensyn til servicering af billetautomater.
Der opnåedes enighed om, at der indgås en aftale om eenmandsbetjening på strækningen Fredericia - Århus - Fredericia med virkning fra 1. maj 2009.
DSB følger løbende op og sikrer, at besparelsespotentialet er realistisk og indarbejdes i budgetterne.
Forbundet tilkendegav endvidere, at man drøfter tildeling af kvalifikationstillæg til lokomotivpersonalet een gang årligt mellem Fjern- & Regionaltog og Dansk Jernbaneforbund, idet det synes temmelig problematisk at opstille parametre for vurderingen.
Dansk Jernbaneforbund ønsker endvidere, at der rettes op på lønskævhederne mellem tjenestemænd og overenskomstansatte togførere opstået i forbindelse med indførelse af Ny Løn.