Sektionsmødet 2010

Også i år strømmede pensionisterne til DJ Pensionistsektion årlige sektionsmøde, hvor der blev foretaget en enkelt udskiftning i bestyrelsen, og hvor regnskabet viste positive takter.

Alt ifølge den gode tradition …
 
Men til næste år kommer forbundsformanden
 
Af Uffe Skov Pedersen
 
Store turistbusser i pendulfart befordrede 270 glade deltagere fra banegården i Fredericia til Margrethe-Hallerne, og i en lind strøm fyldtes hallernes store foyer alt i mens støjniveauet steg betragteligt. Der blev hilst til højre og venstre med det helt store smil på, glæden over at gense gamle kolleger fyldte nuet, præcis som sidste år og året før igen.
Årets sektionsmøde er for mange blevet en fast tradition, det er stedet, hvor man mødes, det er (næsten) de samme ansigter, der dukker op år efter år – alt er som det plejer, det kun er årstallet, der rykvis flytter sig.
Traditionen tro nydes den gode frokost inden mødet, og den traditionelle snaps skænkes, og præcist kl. 12.45 åbnede sektionsformand Poul Erik Christensen mødet. Og (næsten) alle var på plads med hver sin røde stemmeseddel.
”Igen et år er fløjet af sted, ja, vi er kommet igennem det første årti i det 21 århundrede, et årti, der har budt på opgangstider så store, at flere mente, at det ikke kunne fortsætte. Disse personer blev på det nærmeste betragtet som analfabeter, men som vi ved i dag, så revnede ballonen. Og nu skal regningen betales, men af hvem?”
Sidste år rundede sektionsformanden den rå vold, der desværre vinder mere og mere indpas i vort samfund. Også i år blev det en del af temaet på mødet: I Odense blev en uskyldig mand skudt. Han befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, han var kronraget, og det var nok: Så jeg holder fast i de få hår, jeg har tilbage, lovede Poul Erik Christensen og fik latteren op til overfladen.
Endelig blev der tid til at byde velkommen til en gæst fra Dansk Jernbaneforbund, men stolen stod tom … Forbundshuset havde haft koks i kalenderen, der kom alligevel ingen repræsentant fra Søndermarksvej. ”Men som kompensation har vi nu fået et løfte om, at forbundsformand Ulrik Salmonsen med garanti kommer til næste års sektionsmøde”, kunne Poul Erik Christensen oplyse, inden han gik til sidste punkt under åbningen af mødet:
”Også i det år der er gået siden sidste sektionsmøde, er mange medlemmer døde. I alt 264, og det er 13 flere end sidste år.
Den 5. april 2010 døde tidligere bestyrelsesmedlem og sekretær gennem et årti Søren Sørensen i en alder af 80 år. Søren Sørensen valgte sidste år at trække sig fra bestyrelsesarbejdet. Lad os rejse os i det vi udtrykker et: Æret være deres minde!”
 
Valg
Til mødets dirigent blev Hans Thomsen valgt, og han kunne straks igen give ordet til Poul Erik Christensen, der præsenterede bestyrelsens beretning, der blev godkendt uden kritiske spørgsmål fra forsamlingen.
Under punktet valg stod det klart, at Anne Marie Burgaard efter mange års solidt arbejde i bestyrelsen havde valgt at trække sig. Bestyrelsen anbefalede i stedet suppleant Bodil Cristoffersen, der med applaus og uden modkandidat blev valgt. Bodil er også formand for Fredericia Lokalforening.
Som ny suppleant blev formanden for Aalborg Lokalforening Reinhardt Rasmussen valgt. Revisorsuppleant Birthe Nielsen ønskede ikke genvalg, i stedet valgtes Günther Johansen, Fredericia. Resten af valgene blev genvalg: Poul Erik Christensen fortsætter som formand, Tage Olsen bliver i bestyrelsen, tidligere landsformand Anders Rasmussen fortsætter som revisor.
 
Afslutning
I denne beskrivelse af mødets forløb er der lagt vægt på mødets traditionelle forløb, og i den forbindelse må Erling fra København ikke glemmes. Det er blevet en fast tradition, at Erling som den sidste af mødedeltagerne står op på talerstolen, mens salen summer af forventning. Således også i år!
Erling, med det vante gode humør: Poul Erik, jeg har været sur på dig siden medlemsmødet i Århus! Jeg var på vej op på talerstolen, da du lukkede mødet. Det var hårdt, men nu er jeg ikke sur på dig mere! Jeg vil i stedet i dag sige tak, mange tak for det store arbejde bestyrelsen gør i dagligdagen. Og jeg vil sige rigtig mange tak for, at vi får lov til at møde op her i dag, tak for alt det, vi får her, at alt er gratis, tak! Men jeg vil understrege, at jeg har tænkt på det i Århus lige siden!
Poul Erik: Erling, det har jeg også! Og så vil jeg sige tak for genvalget, og et stort tak til bestyrelsen for arbejdet i det forløbne år, og tak til Anne Marie Burgaard for det store arbejde, du har udført i bestyrelsen!
”Og i dag mangler vi, som mange har konstateret, ekspeditør Ole Danshøjgaard, der er ramt af sygdom. Og vi vil i den forbindelse sende en hilsen til Ole fra Sektionsmødet, og ”forsamlingen gav Ole en stor hånd.””
Bestyrelsens beretning
 
Aftale om genopretning, overenskomst, skat og moms.
”På det sidste har vi hørt, at kommunerne har overskredet deres budgetter med fire milliarder kroner. Her kan vi så spørge: Bliver vi, pensionisterne, igen målet for en del af de besparelser, der uundgåeligt må komme”?
Det var det indledende spørgsmål i årets beretning, og Sektionsformand Poul Erik Christensen svarede på bestyrelsens vegne et stort JA!
Og Danmarks økonomiske situation fik yderligere en kommentar med:
Vi har fået første del af den nye skattereform der gav skattelettelse på 29 milliarder. Den anden del skulle være kommet 1.1.2011 med blandt andet større bundfradrag, som vi kunne have gavn af. Det er nu udsat til 2014.
Der er en tendens til, at mange hellere havde undværet skattelettelserne, og at vi i stedet havde fået et forbedret velfærd.
Regningen på de 24 milliarder, der nu kommer, vil jeg vende tilbage til senere.
Efter dette kig ud af vinduet på den store verden, på samfundet, glædede Poul Erik Christensen sig over, at der tilsyneladende går godt for DSB med et pænt stort overskud og forholdsvis stor rettidighed, og at det måske snart er slut med de gamle blå vogne. IC4 togene er så småt begyndt at rulle.
 
Medlemsdelen.
Antallet af medlemmer i sektionen er i forhold til sidste år faldet med 181 til 4882. Et forventet fald i kraft af de rationaliseringer, eksempelvis DSB til stadighed undergår. Men vi har stadig en fin indmeldelsesprocent i forhold til de pensionerede, og vi har stadig 19 lokalforeninger med i alt 2157 medlemmer.
Og den brede vifte af tilbud, som sektionen tilbyder sine medlemmer går det godt med. Pensionistkurserne er fyldt op, deltagelsen til medlemsmøderne er høj, socialrådgiver Karin Angermann bruges flittigt og med et positivt resultat, Antallet af sommerhuse og lejligheder til udlejning er steget.
Der gøres opmærksom på at for at leje sommerhuse/lejligheder skal du være medlem af sektionen og have forsikringer i Forsikringsagenturforeningen.
Hele 2009 havde vi fem sider i Jernbane Tidende, og vi har fået megen ros for netop vores fem sider.
 
Overenskomst
Overenskomsten gav 1. april ikke det forventede. Vi skulle have haft 2,4 procent. Vi fik 1,0887, og det skyldes reguleringsordningen, som afpasser vores pension efter lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
Vi har fremsat vores krav til overenskomsten 2011. Vi har 4 krav hvor hovedvægten bliver lagt på mest muligt i generelle stigninger. Det giver en direkte afsmitning på vores pension. Desuden mener vi også, at vi skal have del i puljemidlerne. Vi ønsker stadig en højere ægtefællepension og evt. mere til de laveste pensioner.
Dette er relevante krav, men vi skal nok ikke forvente det helt store, og vi skal passe på, at vi ikke igen kommer bagud.
Genopretning og moms.
Regeringens oprindelige forslag til genopretningspakke med de besparelser på 24 milliarder kroner ville have ramt pensionisterne hårdt. Men det forlig som regeringen netop har indgået med Dansk Folkeparti, flytter desværre en stor del af besparelserne over på de andre svage samfundsgrupper, som de arbejdsløse der får halveret dagpengeperioden og børnefamilier, der mister en stor del af børnepengene.
Af ting der kan berøre os pensionister kan nævnes to ting; ejendomsskatterne kan stadig indefryses, men det bliver til almindelig markedsrente. De er dog fradragsberettigede. Det skønnes at give en indkomst på 65 millioner over perioden 2011 – 2013.
Den anden ting er at tilskuddet til høreapparater falder med 10 %. Det vil i perioden 2011 – 2013 give en indtægt på 440 millioner.
Formanden for sektionen berørte kort skatte- og momsreglerne for lokalforeningerne, og henviste til mødet med formænd/kassererer den 3. maj 2010 og referatet fra dette møde, der omhandlede momsreglerne for lokalforeningerne. Endvidere sagde formanden, at var der tvivlsspørgsmål kunne de altid henvende sig i sektionen. Når vi kender konsekvenserne til bunds, vil vi vende tilbage med en artikel i bladet.     
Regnskabets time
 
At det kan være vanskeligt at spå om renteudviklingen i disse krisetider, viser resultatopgørelsen for 2009. I budgettet blev renteindtægterne sat til 40.000 kr., men det endelige resultat blev væsentlig lavere, nemlig 18.210,03 kr.
Men ellers konstaterede kasserer Lone Agri en fin balance mellem budget og regnskab. Kun på to punkter er der større afvigelser. Det ene er medlemsmøderne, hvor der er brugt cirka 55.000 kr. mere end budgetteret, og det skyldes et ekstra afholdt medlemsmøde i Nyborg til cirka 70.000 kr.
Administration blev budgetteret med 110.000 kr., men de faktiske udgifter står til lige godt 77.000 kr. Det forklarede Lone Agri med, at der rent faktisk er sparet nogle kroner, men også at hun har bogført beløbene på en anden måde end den forrige kasserer.
Årsresultatet for 2009 blev et rigtig pænt overskud på 76.857,68 kr., og dertil kommer de 75.000 kr., der er overført til jubilæumskontoen.
 
Budgettet 2011
I et forsøg på at få et mere fyldestgørende billede af budget og regnskab har sektionen indkøbt et nyt regnskabssystem. Desuden vil udgiftspunkterne blive opdelt mere specifikt; igen et forsøg på at få et mere klart overblik over det faktiske regnskab.
Men uanset regnskabssystemer vil indtægtsgrundlaget falde de kommende år, nye systemer kan ikke ændre på det faktum, at medlemsskaren er faldende. I 2009 gav kontingentkronerne en indtægt på 703.449 kr. I 2010 er indtægten budgetteret til 677.000 kr. og 662.000 kr. i 2011.
Trods den faldende indtægt ser budgettet ud til at give overskud i 2010 på beskedne 8.000 kr. og 2011 på 28.000.
Lone Agri understreger, at der i begge tilfælde bliver overført 75.000 kr. til jubilæumskontoen.
 
Bækkelund station
 
- Det er virkelig spændende, og jeg glæder mig til at se, hvad du får ud af det, fortalte Frank Thybo, der under sektionsmødet, kontaktede Jernbane Tidendes udsendte med et eksemplar af det sidst udgivne nummer af bladet i hånden. Årsagen til henvendelsen skyldes en artikel, hvor der blev efterlyst fakta om den meget pompøse hedestation, Bækkelund.
Frank Thybo, der nu bor i Vipperød, og som er født i nabobyen Skelhøje, fortæller, at han altid har været meget historisk, jernbanehistorisk interesseret, og at han holdt festtalen, da Skelhøje rundede de 100 år.
Resultatet af samtalen bliver, at Frank Thybo tilbyder at trække på sine kontakter i forsøget på at grave oplysninger frem om Bækkelund.
Og alle, der mener at kunne bidrage til oplysninger om Bækkelund station, er velkommen til at kontakte Uffe Skov Pedersen på enten telefon 75 13 16 58 eller på Uffesp@mail.dk
 
Fototekst: Herre med blad foran sig): Frank Thybo benyttede sektionsmødet til at tale om Bækkelund station.
 
 

Publiceret: 19-JUN-10 Udskriftsvenlig version:

Spacer
Log på
Medlemsnummer
Password
Glemt password